Værdigrundlag
Ny og gammel viden
Vores elever har brug for den nye viden, men også den viden som er deres bedsteforældres - så muligheden for samtale fortsat eksisterer. Den 'gamle' viden sat i spil mod den 'nye' giver samtalemuligheder både mellem generationer og i generationen - også ud over landets grænser.
Tryghed
På Carolineskolen tror vi at børn der trives, indlærer bedst. Grundlaget for at børnene kan udvikle sig og blive dygtige, er at de føler sig trygge, har gode kammerater, har et tillidsfuldt forhold til deres lærere og er glade for at gå i skole.
Ansvar
Det er vigtigt at elever gennem skoleforløbet udvikler ansvar for deres egen skolegang, og at de lærer at udvikling og uddannelse kræver engagement og deltagelse. Elevernes ansvar skal afpasses efter deres alder og modenhed.
Fordybelse
På Carolineskolen mener vi at eleverne lærer bedst når de er begejstrede, når de fyldes af lyst til at udforske og af glæde over at noget lykkes. Det skal skolen give mulighed for. Vi skal lære vores elever at tænke store tanker om samfund og identitet. Derfor er fordybelse og indlevelse vigtige værdier.
Nærhed
Nærhed er med til at skabe et frugtbart læringsmiljø. Nærhed betyder fællesskab, samhørighed, medbestemmelse, deltagelse; en følelse af at det er vores skole. Der er vigtigt, at vi føler ansvar for hinanden, passer på hinanden, på skolen og på vores materialer og inventar.
At blive værdsat
I skolen er man hele tiden på blandt kammeraterne. Derfor skal der være mange succeskriterier. Man skal kunne blive værdsat fx. fordi man er et godt menneske, fordi man viser spændende egenskaber, fordi man er vidende, eller fordi man har humor. I skolen er man 'tvunget' sammen, og dèr hvor man har noget at være sammen om, bliver samværet frugtbart.
Demokrati
Demokrati er grundlaget for det danske samfund, og derfor skal vores elever gennem hele skoleforløbet opdrages til at kunne deltage aktivt og konstruktivt i den demokratiske proces. Vi diskuterer ret og pligt som to sider af samme sag, for uden pligter, ingen forpligtelse over for hinanden.
Fællesskab
Vi vil have en skole, hvor enhver tør tage ordet i fællesskabet. Derfor arbejder vi med den ikke - voldelige kommunikation. Vi accepterer hverken fysisk eller psykisk vold, og hos os er det en pligt at tale ordentligt og med respekt til hinanden.