Nyheder - Skak og hop i skolegården
Torsdag d. 27. maj 2010
Caroline Klip

Hinkerude, ostespil og skak. Sådan lød elevernes ønskeseddel, for de penge de samlede sammen, da de sidste år spurtede rundt ved skolens motionsløb. Nu har to garvede vejarbejdere opfyldt ønsket og forvandlet skolens grå betongård til en farverig legeplads.
Opskriften er simpel og ingredienserne både hårdføre, miljøvenlige og vandalsikrede! Efter opmåling, skal det termoplastiske flisemateriale limes fast og varmes op. Til sidst strøer man fint grus, der ligner sukker, ud over det hele og lader det stå og dampe af.
Og så er der klar bane på de "alkydbaserede, organiske farvepigmenter, uden tungmetaller eller asbestfibre," som det hedder i produktbeskrivelsen. Det er ligetil, når der skal hinkes. Men hvad med skak? Skak har en anden natur.
Det har Shani og Natali, der er 3.klasses repræsentanter i elevrådet, fundet ud af. De foreslår, at der laves en booking-liste og vedtages regler om, hvad skal der ske, når klokken ringer timen ind. Et spil skak kan tage lang tid. Det kan også pludselig begynde at regne. Overvejelserne er mange, ligesom i skak.
Download: Klik her for større billede (jpg - 2,1 MB)
Tekst og foto: Hans Bandmann